Blogger spiser romkugle

Jeg kan altså rigtig godt lide romkugle. Romkuglen må være kagernes svar på hummer, damn, hvor kan den kugle altså gøre mig glad.

Det eneste problematiske ved den er måden den til stadighed præsterer at kile sig ind i de små gæller i overmunden og de små hulrum i tænderne. I særdeleshed i kombinationen kaffe + romkugle er det et kolossalt problem, når den varme væske formår at opløse kuglen lige tilstrækkeligt til at den for alvor kan indrette sig i mundhulen. Der kan gå timer med tungeslik og negleudstangning før en rimelig status quo er opnået.

Det burde være muligt at fremstile en romkugle som læskedrik, der ryger direkte ned i svælget, uden den besværlige omgang i munden. Samme smag, mindre bøvl. Man kunne kalde den romlæske eller læskekugle eller kuglevand, mulighederne er noget nær uendelige. Man kunne eventuelt lave en øl med kuglesmag, kuglepilsner, det ville hurtigt blive den nye nationaldrik.

Men måske er det netop den langsommelige drøvtygning, der er det stimulerende ved romkuglen. Denne given sig hen til kuglen, det at dvæle ved kagen. Man kunne til det fremstille et romkugletyggegummi. Og så kombinere med en kuglevand. Så burde den være der.

mmm...kuglevand og tyggekugle...