Så sad man der og så Alfons Åberg med sin søn. Tryghed og varme - erindring om barndom. Men det er nu blevet sådan, at det er faren jeg identificerer mig med. Bare man var lidt mere som ham: ryge pibe med bløde harmoniske røgskyer, gå langsomt med hjemmesko, uforbeholdent acceptere usynlige venner der hedder Svipper...og så prøve at tale lidt mere som ham der Thomas Winding...verden ville være et bedre sted.