Tanker om øjet og kærligheden

Jeg har en oplevelse af, at der er faldet et slør fra mine øjne. Det, der tidligere lå gemt i uklar tåge, står nu klart. Mine øjne er åbne. Livet ligger ret forude.
Hvordan det kan lade sig gøre, at gå rundt i en døs, uden vilje, uden formål, uden forståelse?

Øjet er typisk beskrevet som åbent eller lukket. Det kan være metafor for manglende indsigt, manglende forståelse - han ville ikke åbne øjnene og se sandheden. I Kærligheden kan det være det beundrende åbne øje, der kun ser fortrin og fuldkommenheder hos den anden part.

Jeg undrer mig over, at åbningen typisk fremstår som den bedste tilstand. I virkeligheden er den overbærenhed, det lukkede øje repræsenterer, ligeså prisværdig. Det lukkede øje ser ikke mangler og ufuldkommenheder. Man kunne retteligt indvende, at det lukkede øje ikke formår at indse de forandringer, der kan ske mellem elskende - at det leder til en usand illusion, en falsk indbildning om tingenes tilstand. I kærlighedsforhold er det ofte småting, der forbitrer og irriterer os, leder os til at glemme, hvor kærligheden egentlig opstod, hvor kilden til vores hengivelse egentlig kom fra. Vi glemmer, hvorfor den vi elskede egentlig var det værd.

Men det lukkede øje er ikke et blindt øje i min optik. I det lukkede øje er der et valg, som indebærer evnen til tilgivelse, overbærenhed og mildhed mere end noget andet. Det lukkede øje er at sammenligne med moderens blik på det lille barn. Kærlighedens fuldkommenhed. Den uendelige tilgivelse

Jeg har nu åbne øjne i forhold til livet - men der er dog visse ting, jeg klemmer øjnene i for ikke at se. Og det er helt bevidst. For jeg vil tilgivelsen, jeg vil kærligheden. Jeg føler den og den skal ikke ødelægges af mine alt for åbne øjne. Kærligheden er ikke umistelig. Kærligheden er ikke uendelig. Men den er så uendelig værdifuld, så jeg vil hellere bevare mine øjne på klem, end at miste den helt.